Til 2025 Menu
12 Johannes Åbenbaring 23
af Rick Joyner
Se i skyerne kommer han, og hvert øje skal se ham, også de, som gennemborede ham. Og alle jordens stammer skal jamre ved hans komme. Ja, Amen. "Jeg er Alfa og Omega, Begyndelsen og Enden," siger Herren, "som er og som var og som skal komme, den Almægtige" Åb. 1:7-8.
Et af kristendommens største håb er, at vores konge, Jesus, kommer tilbage for at herske over jorden og genoprette den til det paradis, den oprindeligt blev skabt til at være. Han betalte den ultimative pris for at forløse jorden – hans eget liv. Vi værdsætter ting ud fra, hvad nogen er villig til at betale for det. Faderen betalte den højeste pris i hele skabelsen, himlene eller jorden. Han betalte med hans enbårne søns liv. I blot den fysiske skabelse registreres jorden næppe som en støvkorn, men den er værdsat som det mest værdifulde sted i universet på grund af, hvad Faderen har betalt for den.
For at betale denne pris udholdt Jesus konstant forfølgelse i hans tjeneste. Derefter blev han tortureret og henrettet på den mest grusomme måde, der nogensinde er udtænkt af menneskelig fordærv. Dette godtgjorde for al evighed den værdi, som Gud tillagde menneskeheden og verden - hans enbårne søn.
Hvis vi nogensinde tvivler på hans kærlighed til os, så husk bare, at han gjorde dette selv for dem, der "gennemborede ham." Han ønsker, at alle skal blive frelst, og det vil de, der er af ét hjerte med ham også. De, der "gennemborede ham," var hans bødler. De vil også se, hvem det var, de torturerede, og vil sørge over ham. Det samme vil alle, der planlagde at få ham, livets fyrste, dræbt. Teknisk set blev dette gjort af romerske soldater, men de, der virkelig var skyldige i det, var dem, der anstiftede det - de religiøse konservative og de religiøse liberale på den tid, farisæerne og saddukæerne.
Farisæerne var tidens mest konservative og mente, at de skrevne, kanoniserede skrifter var absolut sandhed. Sadducæerne var datidens liberale eller progressive, og ophøjede ofte deres egne meninger over Skrifterne. I dag lever ånden af farisæerne og saddukæerne videre i ekstremerne af højre og venstre. Ligesom på Jesu tid er der nogle af hans tilhængere i begge disse grupper, men de er få og på nuværende tidspunkt relativt magtesløse i disse grupper.
På Jesu tid sluttede hans disciple sig hverken til farisæerne eller saddukæerne. Den magt, der blev givet dem, var ikke for menneskers institutioner. Ligesom Jesus, der led uden for lejren, gik de til ham uden for lejren:
For ligene af de dyr, hvis blod bringes ind i det hellige af ypperstepræsten som et syndoffer, bliver brændt uden for lejren. Derfor led Jesus også uden for porten, for at han kunne hellige folket ved sit eget blod. Så lad os så gå ud til ham uden for lejren og bære hans vanære. For her har vi ikke en varig by, men vi søger den kommende by (Hebr. 13:11-14).
Jesus sluttede sig ikke til nogen af lejrene, fordi han var over dem. Han ville ikke vende tilbage som hverken farisæer eller saddukæer, men som Kongernes Konge, den, der er over hele himlen og jorden. Da folket forsøgte at gøre Jesus til konge, flygtede han til bjergene. Folk kunne ikke gøre ham til konge; Han blev født Kongernes Konge! Efter korset ville han aldrig mere underkaste sig mennesker, men alle mennesker ville underkaste sig ham.
Institutioner – selv kristne institutioner – er bygget af mennesker og ledet af mennesker. Det er Herrens nåde, at han vil velsigne det, vi bygger til ham, så meget som han kan, men han vil ikke bo i vores institutioner. Han vil bygge sit eget hus, som han vil bo i. Da de to første disciple fulgte Jesus, vendte han sig om og udfordrede dem og spurgte, hvad de søgte. De svarede ham med det måske vigtigste spørgsmål, vi kan stille ham. De spurgte ham, hvor han boede – ikke blot hvor han velsignede, eller hvor han besøgte, men hvor han boede (se Joh 1:35-39).
I den tid, han vandrede på jorden, havde Jesus mange tilhængere, men ikke mange disciple. Det samme gælder i dag. Han har mange tilhængere, men ikke mange disciple. Hans tilhængere kan findes i mange institutioner, der søger at tjene ham og have Herrens velsignelser på sig. Men en discipel er ude efter mere end Herrens velsignelser; de er ude efter Herren selv. De søger det sted, hvor han bor, ikke kun det sted, han velsigner.
Forskellen mellem disse – og grunden til at han ikke findes i nogen lejr – vil blive mere og mere tydelig, efterhånden som vi fortsætter i vores studie. Vores højeste opgave er at hjælpe tilhængere med at blive disciple.
Til 13
OP